søndag den 12. februar 2017

Partnerbesøg, fuldmånerejse og fyldte indiske busser....

Siden sidste blog-indlæg er der gået en lille, men travlt uge. I tirsdags besøgte vi organisationen TEA Trust (Team for Education and Action Trust), der af Svalerne har fået en etårs bevilling til et projekt til forebyggelse og opfølgning på vold i hjemmet, gennem oplysningsarbejde i Domestic Violence Act af 2005.  

  
Anders og Josefine sammen med Mrs. Kalai, advokaten der leder projektet. Foto: Morten Frederiksen     










 Lederne af kvindegrupperne samt nogle deltagere.


Projektet bliver ledt af advokaten M. Kaila, (Billede), og på trods af at projektet først lige er startet op i december 2016/januar 2017, kort efter Kaila fødte hendes første barn og mens situationen i Tamil Nadu har været ret så uoverskueligt, er kvindegrupperne allerede oprettet, det første møde holdt og pamphleter både printet og udleveret. Det var godt at møde en organisation der arbejder både struktureret og effektiv og overgik vores håb og forventninger på nuværende tidspunkt!
Efter mødet på kontoret, hvor vi også mødte lederne af kvindegrupperne og fik vores obliatoriske kokosnød-drik, viste Mr. Arputham, lederen af Tea Trust, os rundt på den skole, som er organisationens hovedprojekt. Udover et tilhørende hostel og flotte skolebygningerne, kunne vi konstatere at skolen er i vokseværk, i det der både er kommet computerrum og videregående klasser til, siden vores besøg sidste år.
 
                                          Facaden af den skole TEA Trust har bygget

Fuldmånerejse til Tiruvannamalai
Efter vores besøg hos TEA Trust var det i onsdags tid til at forlade Mammalapuram og rejse videre til Tiruvannamalai, hvor vi skulle besøge RPDS og vores mangeårige partner RPWO. En rejse i Indien, der normalt skulle kunne klares på 4-5 timer, kan dog hurtig vise sig resistent overfor vor planlægning. Især hvis man ikke lige holder øje med månekalenderen, og prøver at rejse til Tiruvannamalai lige inden en fuldmåneweekend.
Siden Rajinikanth, en tamilsk skuespiller og superstjerne i hele asien, kendt for hans sublime stil og i lønning kun overgået af kinesiske Jackie Chan, for 20 år siden gik den 16 km lange fuldmånevandring rundt om bjerget ved Tiruvannamalai, er interessen for denne fuldmånevandring eksploderet. Mens det før Rajinikanths vandring har været en håndfuld pilgrimme, der ved fuldmåne tog vandringen, har det siden været omkring en million mennesker, der de sidste 20 år hver måned har taget vandringen. For at folk også kan se hvor de går, har Rajinikanth betalt for vejbelysning hele vejen rundt og da byrådet blev bekymret for elregningen for denne stærkstrøms belysning, har stjernen oprettet en konto for byrådet med nok millioner på, så renterne kan betale for regningen.
Det er derfor en god ide at have hotelreservationerne på plads inden man tager til byen på sådan en weekend, hvilket vi heldigvis også havde, men at det kunne blive umuligt at fange en bus ind til byen, er noget vi måtte lære denne dag. Hvor fyldt busserne var denne dag og kan være her i Tamil Nadu, kan måske anes på billederne nedenunder.  

    
Et billede taget i Chengalpattu. Bemærk hvor                              
meget bussen hælder, takket være folk der hænger                      
på siden.                                                                     
                                                                       












                                  Denne bus kører, mens børnene holder sig fast på siden. Busserne var meget fulde den dag.



Efter at have stået uden held i tre timer ved den hovedvej udenfor Chengalpattu, hvor man skal blaffe den bus ned der kører til Tiruvannamalai og nærmest hoppe på den kørende, og hvor ingen af de 15 busser til Tiruvannamalai der kørte forbi ville lade os komme med, fordi folk allerede stod i døren og de var helt fyldt, og vi også havde kæmpet vej tilbage til Chengalpattu og undersøgt togforbindelser, måtte vi opgive og tage en bil i stedet for. Da vi således sent om aftenen ankom til byen ved bjerget (malai betyder bjerg og Tiru by) og havde tjekket ind i det spøgelseslignende hotel som vores tolk blev decideret bange for, var det eneste tilbage, at forberede os til tidligt næste dags besøg hos RPWO.
                                          Anders bruger ventetiden foran togstationen konstruktiv


En dag på landet
Princippet i mundheldet om at ”en ulykke kommer sjældent alene” kunne vi bevidne denne dag, da vi, heldigvis uden deciderede ulykker hverken denne eller en anden dag, dog igen kom ud for lidt længere rejsetider. Kumar, lederen af RPWO, mødte os en times buskørsel udenfor Tiruvannamalai og på spørgsmålet om vi hellere ville køre med den billigere rickshaw eller med en dyrere og mere komfortable bil, burde vi jo have lært af for dagens hændelser. Som de svaler vi er, tog vi dog selvfølgelig rickshawen, der så 20 km inde på den 40 km lange tur til landsbyen prompt opgav ånden – og efterlod vores lille rejsegruppe ventende i middagssolen på den bil, vi i første omgang havde givet afslag.

    I rickshawen der døde undervejs                    Velkomst i dagens første landsby

 Som altid i Indien, er der ikke noget der ikke før eller senere kan lade sig gøre, så langt om længe nåede vi da også ud til Moonrampati, en af de landsbyer RPWO har været i de sidste 15 år og da også var et mønstereksempel på det arbejde de gør. Her mødte vi både Mrs. Muthu, uddannet af RPWO og CDT netværket og kendt fra tidligere besøg. Hun viste sig helt parat til næste Panchayat valg, mens den status hun nyder i landsbyerne og hos RPWO, f.eks. blev antydet af at hun fik lov til at sidde på stolene sammen med os besøgende, mens alle andre som sædvanlig sad nedenfor på måtter lagt ud på jorden. Vi så den skole alle landsbyens børn går i og konstaterede også, at dette var den første Irula landsby vi besøgte, hvor husene faktisk lignede noget der kan klare en storm og stærk regn.   
    Mrs. Muthu i forgrunden og landsbyens andre kvinder i baggrunden

Efter et 4 timer langt møde, hvor vi kom rundt om alle emner på meget tilfredsstillende måde og fik den lækreste Thali til middag, ikke uden at Leslie vores tolk fik opskriften skrevet ned, kørte vi også forbi den anden landsby, der var planlagt til dagen. Efter endnu en varm velkomst, en udførlig Q&A runde og hjertelig rundvisning i hele landsbyen, var solen gået ned inden vi tog hjem til Tiruvannamalai. Klokken blev da også 2 om morgenen, før vi havde diskuteret og skrevet dagens hændelser ned, skaffet et moskitonet til vores tolk og ud fra vores nye erfaringer planlagt næste dags møde på RPWO´s kontor.

    Dagens anden landsby. Børnene var utrolig søde. 


Trodsende søvnen og takket være grundig forberedelse, blev kontor-mødet da også en god, struktureret oplevelse, hvor vi både fik styr på alle løse detaljer, diskuteret RPWO´s planer om at arbejde med aftenskoler, diskuteret budget og afregning og forklaret hvorfor de bliver nødt til at sende os en ny ansøgning, med et mere udførligt budget. 
    Anders forklarer hvordan en ansøgning skrives. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar