tirsdag den 7. februar 2017

Køer og jordrettigheder - I en ny landsby med SEAS



I udkanten af landsbyen Kunnavalam bor 10 familier fra Irula stammen, en stamme der er kasteløse og placeres i bunden af kastesystemet.

De bor, ligesom de irulaer i den sidste by vi besøgte, i lerklinede huse med tage af palmeblade og gulv lavet af en blanding af kolort og ler, da materialet er stærkt og lugten (som vi ikke bemærkede) holder insekterne væk. Muren er blot en halv meter høj, og dermed også 'døren', hvilket sikrer at køerne ikke går ind i husene. 

En ko i huset kan nemlig i den grad skabe problemer - prøv selv at høre, hvilken historie kvinden fortæller i videoen (oversat af vores tolk, Leslie). Bemærk, der kan være problemer med at vise videoen på bloggens mobil-version:  

video


'Patta' betyder i denne sammenhæng et dokument, der beviser en gruppes brugsret til jorden. 
Da det ikke længere er tilladt at bo på områder der hører til skoven, bor Irulaerne nu om dage typisk på udkanter og juridiske gråzoner, når det gælder opholdsretten.  Da de typisk ikke har tilladelse - (patta) – til at bo hvor de gør, er de i konstant fare for at blive jaget væk og sårbare i deres boligforhold. 

Der findes lovgivning i Indien, som giver en retten til at bo et sted (patta) hvis man har boet der x antal år. Men det kan være vanskeligt at få en sådan "patta" - at vide hvor man skal gå hen for at skaffe tilladelsen, at finde medvind blandt landsbyens andre beboere (som har deres rettigheder), at bevise hvor længe man har boet på jorden! Og forsvinder papiret begynder hele sagen om retten tilsyneladende forfra.  At skaffe 'patta' er forståeligt nok en opgave, som vores partner SEAS bruger en del tid på i mange af de byer, de arbejder i. 

Kunnavalam er en ny by for SEAS - samarbejdet opstod for kun 3 måneder siden, da folk fra landsbyen tog kontakt til organisationen. De havde hørt om SEAS-folkene fra irula-landsbyer i området, og bad om også at få hjælp til at starte en 'sangam'. Vores tolk oversætter 'sangam' til 'association' eller fællesskab, og en ’sangam’ fungerer i praksis som et landsbymøde, hvor man vender generelle emner for byen og konkrete private sager. Da der gennem flere møder var opbygget den nødvendige tillid SEAS og byen imellem, begyndte Dorai fra SEAS at indhente de første vigtige dokumenter, der kan sikre dem ret til forskellige sociale ydelser, adgang til deres bankkonto og identitetspapirer. Og som de selv forklarer, er de endnu ikke rigtig klar over hvad dokumenterne kan bruges til, men de er i den grad klar til at lære det af SEAS!

Vi taler om hvem der er gift med hvem, og i den sammenhæng spørger vi om nogle af mændenes alder. De bevæger usikkert hovedet fra side til side på indisk facon. De kan ikke sige det med sikkerhed. Dorai forklarer os, at han gætter sig frem og finder på fødselsdatoer, når han skal skaffe identitetskort. 
Kvinden i videoen, Govindamal, er den ældste af de tilstedeværende og dermed også den der har ordet det meste af tiden. Hun fortæller at hun har to sønner og tre døtre. Flere er gift, og en af dem bor nu i Anjure, selvsamme by som vi besøgte i lørdags. Traditionen i Indien er sådan, at kvinden typisk flytter til mandens by efter ægteskab. 

Vi afslutter det gode møde med at svare på de spørgsmål de har til os. De spørger ind til om der findes lignende grupper i Danmark, og det fører til en kort snak om at stater kan hjælpe med at dække folks vigtigste behov, som SEAS prøver at give folk her adgang til. 
Efter en spændende snak får vi lov at se nogle huse i byen indefra. 

Prakash står foran sit hus. Han bor her sammen med sin kone og deres datter på omkring to år. Hans kone er ikke tilstede i dag; det er mandag og halvdelen af landsbyen er derfor på arbejde. De, der er til stede, er forældre til små børn og folk som ikke kunne skaffe dagens arbejde. De har arbejde fra dag til dag, og fortæller, at de dage, hvor de ikke kan få arbejde, går med at samle og bryde en bestemt type jernstænger i mindre dele, som de så kan sælge til butikker for et beløb, der rækker til dagens mad. 

Besøget afsluttes med at vi hver får overrakt et tørklæde, og vi takker mange gange for et dejligt besøg og i den grad for deres venlighed og åbenhed for at tale med os. 

Tilbage i Mamallapuram spiser vi frokost og holder derefter et afsluttende møde om SEAS´ og Svalernes fremtidige samarbejde. Da vi tager afsked, er det egentlig et 'på gensyn', for vi skal sidst på turen mødes igen med bl.a. SEAS, for at tale om det netværk, som tre af de Svale-støttede organisationer har. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar