Første dage i Indien

Vi landede i fin stil natten til fredag og om eftermiddagen havde vi første møde med SEAS, efter først at have ansat en tolk.

Lørdag var vi så på to landsbybesøg hos stammefolket Irula sammen med Svalernes gamle partner SEAS. Det var, som altid, en stor fornøjelse at mærke den gode kontakt de fire SEAS medarbejdere har med folk. Man er slet ikke i tvivl om at Svalernes penge er givet godt ud her.

Det er kun 2-3 måneder siden, SEAS begyndte at arbejde i den ene landsby. Denne landsby ligger et meget tørt og stenet sted, hvor man stort set ikke kan dyrke noget som helst. Folk lever af løsarbejde indenfor landbrug og ’skovbrug’. Børnene går i princippet i skole, men i realiteten følger de ikke skolegangen regelmæssigt. Det skyldes to ting: For det første, at de bliver mobbet i skolen, fordi de er irulaer og fattige - og for det andet, at forældrene ofte er væk på arbejde i flere dage af gangen og så benytter børnene chancen til at pjække fra skole. En af de ting SEAS overvejer at gøre i fremtiden er derfor at etablere en form for aftenskole for børnene, så de på den måde kan få lektiehjælp, komme på niveau med de andre børn og blive mere motiverede til at gå i skole.

Signe og Pia

Herunder er den første generation, af børn fra landsbyen, der kommer i skole. 

Mere nyt fra Bangladesh: samtale med en ny potentiel partner

Af Lis Rasmussen Kazal og Ebbe Primdahl


Skal der gris på gaflen?
Det kan blive en mulighed for de partnerskabsrejsende Svaler, hvis vi vælger at give støtte til Prostisruti, som vi havde besøg af i går på det hotel, som Ebbe bor på.
Vi havde ud fra deres ansøgning regnet med, at griseopdræt var en biting i det projekt, de havde søgt, men her var det lige omvendt. Omdrejningspunktet skulle være, at de familier, der skulle være med i projektet, skulle have en eller flere grise, de kunne opdrætte med salg for øje.
Gruppen af stammefolk, som projektet handler om, har tradition for at opdrætte grise. Det er dog ikke deres ”egne” grise, de opdrætter, men de gør det for nogle af deres rige stammefolk (”godsejere”).
Godsejeren har så ansat omkring 50 mand, der på skift passer grisene. Det foregår ligesom vi kender det fra får og geder, ved at de vandrer rundt med grisene til forskellige steder, der er udvalgt til, at de kan fouragere. Det er så Godsejeren, der søger for, at de bliver solgt, når de er klar til at blive slagtet. Det er hvad vi her kalder traditionelt grisehold. Er der nogen, der taler økologi og dyrevelfærd?
Nu er der så nogle af de ansatte, der har fået en god ide: i stedet for noget af deres løn har de fået en gris eller to, som det så er kvinderne, der har fodret op og passet, mens mændene har passet deres arbejde. Det foregår på moderne vis ved, at grisene går i en lille fold. Det er da den omvendte verden for os.
Protishruti og de øvrige stammefolk er blevet inspireret af dette og har haft lånt penge til, at 30 kvinder/familier har kunnet købe en gris. De vil nu gerne udvide til 25 familier mere.
Du bliver hvad du spiser eller spiser efter din religion.

I Indien er koen hellig, og i Bangladesh er grisen uren, men intet er jo sort eller hvidt. Prosithruti har dog været fremsynet i forbindelse med dette projekt. De kan godt se, at det kan give problemer at begynde at opdrætte i ”større stil”, når de nærmeste er muslimer. De har derfor tænkt sig at invitere naboerne, kristne, muslimer og hinduer til et møde om, hvordan de vil have det med at være nabo til en ”stor farmer”.
Efter de billeder vi har set, er det meningen, at hver familie, der er med i projektet, skal have en eller to grise. De taler dog både om eksport og større folde, så måske kommer der uventet konkurrence til de danske landmænd.
Den lokale dyrlæge var ikke begejstret, da han blev spurgt, om han kunne hjælpe i forhold til grisene. Han valgte pænt at takke nej til at hjælpe med henvisning til, at han er muslim. En lokal embedsmand spurgte ham så, om han kunne finde noget sted, der sagde, det var ulovligt at holde grise, for hvis ikke måtte han hellere hjælpe til. Så nu er han blevet griselæge. Det offentlige betaler udgifterne til medicin.
En del af ansøgningen handler også om menneskerettigheder, juridisk støtte mv. men det var ikke det, der fyldte mest i samtalen.
Det havde jo været sjovt at komme ud og hilse på nogle grise på landet.


Lidt blandet:
Her på hotellet er der ikke andet end larm fra gaden det meste af døgnets 24 timer. Det ser desværre ikke ud til, at vi kommer ud af byen denne gang. Der bliver stadig smidt bomber rundt omkring, og der er intet der tyder på, det bliver bedre.
Vores gode ven Aitar fra PLEAD, en partnerorgansitation vi skulle have besøgt i Khulna, sagde, at det var godt vi ikke var kommet derned, da der havde været ballade lige ved siden af det hotel, vi skulle have boet på.


Heldigvis er der også fest og farver, i går var det første forårsdag, med dans, musik og oplæsning. Det skriver vi om lidt senere. Der er stor bogmesse i en hel måned. Og i dag er det Valentinesdag og Kajol (Lis' mand, red.) er ved at lave gademaleri, det må vi hellere ind og se, så måske et billede derfra.


OBS: fotos kommer snarest!

Bangladesh (februar 2015): En anden form for partnerskabsrejse

Lis Rasmussen Kazal & Ebbe Primdahl er i februar 2015 på Partnerskabsrejse til Bangladesh for U-landsforeningen Svalerne

Sikke en start på vores partnerskabsrejse. Først måtte Lis udsætte sin rejse en uge pga. influenza. Inden jeg nåede Dhaka var situationen i landet forværret betydeligt (Læs også: http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/03-02-15/d-dstal-runder-50-efter-b-lge-af-politisk-vold-i-b). Det første jeg fik at vide, da jeg trådte ud af lufthavnen var, at vi måtte ændre planer lidt, fordi der var en brændende bus lige udenfor lufthavnen. Dagen efter læste jeg i avisen, at der var blevet smidt en brandbombe mod en langtursbus. 7 mennesker dræbt øjeblikkelig og 5 hårdt forbrændte. Vores partnere kontaktede Lis for at sige, at det er for risikabelt for os at rejse ud af hovedstaden, Dhaka. En række ambassader har forbudt deres personale at bevæge sig uden for hovedstaden og i byen efter mørkets frembrud.

Der er sket en optrapning af den nationale blokade, som oppositionspartiet BNP sammen med fundamentalisterne har ledet siden den 6. januar. I skrivende stund har minimum 66 mistet livet siden den dag.

Folk er bange, de spørger sig selv, hvordan man bekæmper en usynlig fjende. De fleste fortsætter deres liv, men ser sig over skuldrene.

Situationen førte til, at vi diskuterede om Ebbe skulle aflyse sin rejse, men endte med at beslutte at han tager afsted. Så vi er her, men kan ikke som planlagt rejse ud i landet, fordi vores samarbejdspartnere helst ikke vil have vi rejser ud af Dhaka, da de ikke kan garantere vores sikkerhed. Vi er, som de siger, 'for synlige', vi har derfor aftalt at de kommer herind i stedet for, da de bedre kan gemme sig og kender de ”sikre” veje. Så indtil videre er vi her i Dhaka.

Vi har været i kontakt med partnerne og aftalt hvornår de kommer. Fordi alle medarbejdere ikke kan komme, har vi sendt nogle spørgsmål til dem, så de der kommer til Dhaka på forhånd kan diskutere med deres kolleger.

I morgen skal vi mødes med en ny organisation Protishruti. Det giver selvfølgelig et problem, da en stor del af vores arbejde er at mødes med med medarbejdere og ledelse i organisationerne, samt besøge de landsbyrer og grupper det handler om. I forbindelse med en ny organisation handler det også om at finde ud af om den er virkelig, eller kun findes på et papir. Det kan vi naturligvis ikke i samme grad, når vi ikke kan besøge dem.

Vi har aftalt at mødes med deres leder og en feltarbejder. Vi ved efter at have talt med dem i går og i dag, at de har haft en konsulent til at hjælp dem med at skrive ansøgningen, hvilket er helt normalt, hvis man ikke taler og skriver engelsk. Vi ønsker ikke at konsulenten deltager i mødet, da vi gerne vil have Protishruti egen forståelse af ansøgningen og en fornemmelse af, at det er deres projekt og ikke konsulentens. Vi har derfor hyret en neutral tolk til at hjælpe os.

Protishruti har søgt om støtte til at lave et forberedende arbejde med stammefolk og deres rettigheder. De har kun søgt om støtte i et år og en vores opgaver vil være at høre, hvad der så skal ske efterfølgende og hvordan det videre arbejde skal finansieres.

Vi har siddet i dag og arbejdet med skriveopgaver, lavet aftaler og tilpasset planer. Vi er indstillet på at tage dagene, som de kommer og få det bedst mulige ud af det. Når man bevæger sig rundt i byen mærker man ikke umiddelbart, hvordan situationen er, bortset fra at der er mindre trafik. Men dagen starter som den plejer med råbene fra de forskellige gadehandlere i nabolaget.