torsdag den 31. januar 2013

Med Svalernes partner RPWO på besøg i landsbyen Melmuthanur

I landsbyen besøger vi Kamsala, som vi fik lov at lave et interview med.

Kamsala er ca. 33 år gammel, gift og har 2 drenge på 9 og 10 år. Kamsala blev gift som 12 årig og fik børn efter 10 års ægteskab. Kamsala har aldrig gået i skole, et valg hun selv tog som ung pige, da hun ikke kunne se hvorfor det skulle være vigtigt. Men i dag synes Kamsala at skolen er vigtigt, og hun ønsker at hendes børn får en uddannelse. Kamsala arbejder med at sælge diverse grøntsager og frisk honning fra skoven som hun og andre i landsbyen selv finder. Kamsala er leder af landsbyens Selvhjælpsgruppe, SHG – en gruppe der er dannet i landsbyen som fungerer som en slags mikroenterprise, hvor gruppen sparer et bestemt antal penge sammen om måneden. Det giver mulighed for at få mindre lån til  køer, geder eller private formål som brylluper.

Kamsala foran hendes hus med familien.



Svalerne: For os er det ukendt, hvad det vil sige at tilhøre stammefolket, da de ikke findes i Danmark. Vil du fortælle, hvordan det er at tilhørestammefolket?                                                                               
Kamsala: Jeg kan forstå at der er forskellige kaster, og nogen som er højere oppe end andre, og det er egentlig fint, men jeg kan ikke forstå hvorfor vi skal chikaneres af andre bare fordi vi er dem som vi er. Vi er blevet behandlet som ’urørlige’ af andre kaster og slået, og det synes jeg ikke er i orden, hvorfor kan de ikke bare være  i fred?                                                                                                                                  Svalerne:  vi kan heller ikke forstå at I bliver chikaneret, men vi håber at det bliver bedre i fremtiden.                                                                                                                                       Svalerne: Hvilke drømme har du for fremtiden?
Kamsala: Det er lidt svært at svare på.. men jeg er blevet mere bevidst omkring familielivet og det at være mor. Jeg vil gerne have et anderledes liv til mine børn, jeg vil gerne have at de går i skole og bliver uddannet.  Jeg vil også gerne arbejde, men kan ikke, for der ikke så meget at få.  Jeg håber også på fremskridt i vores Selvhjælpsgruppe.                                                                                                                                                                                                                                                                                                          Svalerne: Hvad betyder det for dig at deltage i SHG’en?                                                                    Kamsala: Det ligger i mit hjerte at hjælpe SHG’en. Med SHG’en kan vi opnå flere nødvendigheder til landsbyen som huse, og rent vand.                                                                                                  Svalerne: Hvad har i opnået igennem SHG’en indtil nu                                                                                Kamsala:  Vi har fået nogle huse, rationeringskort og pension til de ældre.                                             Svalerne: Hvad ønsker i mere at opnå igennem SHG’en?                                                                     Kamsala: Jeg ønsker at vi kan få en skole der ligger tættere på vores samfund. Vores børn må gå ca. 3 km på en meget trafikeret vej for at komme i skole og det synes vi ikke godt om. Vi vil også gerne have vores egen  brønd hertil landsbyen så vi har rent drikkevand i landsbyen.                                                    Svalerne: Det kan vi godt forstå. Tusind tak for at du ville fortælle os lidt om dit liv. Vi håber på det bedste for jeres fremtid.    

Med Svalernes indiske partner RPWO på besøg i landsbyen Melmathuharur (Indien 2013)

Vi har i disse dage haft spændende møder og landsbybesøg med vores partnerorganisation RPWO i Chengam som ligger lidt udenfor Tiruvannamalai. RPWO arbejder især med at danne Conventional Gram Sabah’er, en slags landsbyråd. De der bliver valgt til ledere i rådene kan tale på hele byens vegne og de kan kæmpe for at få adgang til skovens produkter og landrettigheder ved at gå videre til deres lokal valgte som sidder i byrådet. RPWO bidrager også med at undervise i den lov, der giver ret til at samle og udnytte skovens produkter.

Mens vi var på besøg i landsbyen var vi så heldige at opleve Gram Sabhaen blive oprettet.

Vi sidder under et soltag på terassen foran et lille forsamlingshus. Cirka 20 kvinder, mænd og børn er samlet for at mødes med os og Kumar, som er lederen i RPWO. De svarer velvilligt på vores spørgsmål og vi hører om, at et af deres største problemer er, at der ligger en smugkro lige ved siden af deres område. Her kommer folk langvejsfra for at drikke alkohol og det sker meget ofte, at de chikanerer landsbyens beboere, når de bliver fulde. Især kvinderne er meget utrygge ved dette. Kumar siger til beboerne at de skal oprette en Gram Sabah i landsbyen for derved at stå stærkere overfor problemet. Lederne af rådet kan derved tale på hele landsbyens vegne, når de skal fortælle de rette myndigheder om problemet. Kumar taler selvfølgelig på tamilsk, et klingende sprog, som vi ikke forstår et kuk af. Men ifølge vores tolk, Leslie får de virkelig noget af en peptalk. Det varer heller ikke længe førend der ryger en masse hænder i vejret og folk melder sig til at træde ind i rådet. I løbet af ingen tid har 15 kvinder og mænd meldt sig, navnene bliver omhyggeligt skrevet ned og de, der bliver valgt til ledere går straks til byen for at få stempel på at rådet er oprettet.
Folk ser nu mere håbefulde ud og vi lykønsker dem med oprettelsen af Gram Sabhaen.


torsdag den 24. januar 2013

Den 22/01/2013: Landsbybesøg: Arjur og Kodagaraj (Indien 2013)

I dag var vi ude at besøge to landsbyer som RDC arbejder i Arjur og Kodagaraj.




Her besøger vi en kvindegruppe i landsbyen Arjur. Ved at spare op, har gruppen kunne låne penge til at købe geder og køer. De også fået gadelys, og brønde til landsbyen.


Poongodi kommer fra landsbyen Kodagaraj, og er i med i en pigegruppe hvor hun lærer alt fra hygiejne til hvorfor det kan være godt at udsætte ægteskabet til hun er 18.

21/01/2013: Denkanikottai og partnerskabsbesøg med RDC (Indien 2013)

I dag startede vi allerede vores partnerbesøg, og det første møde foregik hos RDC. Vi ankom til Denkanikkotai - en meget lille by, som vi i øvrigt er sikre på ikke har set turister meget længe (vi bliver blandt andet filmet på folks mobiltelefoner) og ingen snakker engelsk. Birthe havde fået anbefalet ’small lodge’ af RDC, så vi gik rundt i byen op og ned ved busstationen flere gange, og ingen vidste hvad eller hvor vi kunne finde ’small lodge’. Det begyndte at blive lidt bekymrende da vi gik med al vores bagage i et stykke tid i 30 graders varme, og vi havde en aftale med både tolk, og RDC. Til sidst var der to kvinder som kom hen og begyndte at snakke med os. De forstod ordet hotel og viste os vejen til byens eneste hotel (som var en ’small lodge’ – og var den RDC havde refereret til fordi den var ’small’).  På hotellet ringede Birthe til tolken, men der var desværre noget galt med linjen og vi fik ikke snakket med ham. Imens stod de to kvinder som havde ført os hen til hotellet og snakkede med Sandra om deres søn som både kunne skrive, (de viste hans underskrift frem), og havde en universitetsgrad som mekanisk ingeniør (det viste de også stolt frem). Til sidst Kom Birthe dog til at tale med RDC over telefonen, og de kom straks og hentede os ved busstationen. Vi kørte et par kilometer ud af byen, hjem til RDC og deres kontor. Her sad ca. 6 af deres frivillige og 2 af deres ansatte, samt Stalin og Gowri – stifterne af RDC. Resten af dagen brugte vi (uden tolk - hvilket gik overraskende godt) med RDC holdet. Det var enormt spændende at snakke med de frivillige som selv havde oplevet fordele ved at stifte bekendtskab med RDC- blandt andet at få udsat ægteskab indtil de var 18 år, og i andens tilfælde, lære at underskrive sit navn, hvilket giver store fordele her i Indien i forhold til at kræve rettigheder fra de lokale myndigheder. I morgen skal vi ud at besøge to landsbyer. Vores tolk ankom heldigvis her til aften, og han kommer selvfølgelig med i morgen.

Ankomst til Indien 20/01/2013

Vi ankom til Indien ca. kl. 9 lokal tid den 20, utrolige trætte men glade og forventningsfulde til vores ophold her, som skal vare 3 uger. Vi ankom i Bangalore, en meget rolig lufthavn. Alt fra pas og visa tjek, til bagage afhentning foregik yderst roligt.  Vi kørte fra lufthavnen til byen med taxa, og det skal hurtigt nævnes her, at udkanten af byen ved lufthavnen er ret flot. Bangalore er en af de rigere byer i Indien som åbenbart svarer lidt til USA’S computer by Silicon Valley.  Det er Indiens IT by som mange af de vestlige IT firmaer outsourcer deres arbejde til. Det har byen nydt godt af, og det kan ses, i hvert fald udenfor bymidten (ikke så meget i selve bymidten).  Den første dag gik ret hurtigt, med at finde hotel, og snuse lidt rundt i Bangalores bymidte.