Netværksmøde

I indiensgruppen har vi i flere år talt om at danne et lille netværk bestående af de 3 af vore partnere, der arbejder med stammefolk, Irulaer. De hører alle til i den nordlige del af Tamil Nadu og arbejder med mange af de samme problemstillinger, selvom der dog også er forskelle. Alligevel havde vi en fornemmelse af, at de kunne profitere af at mødes og få fælles træning etc.

Vi havde på forhånd luftet tanken for vores partnere, og alle var positive, så i år tog vi endelig initiativ til at holde et 2-dages seminar for 3 repræsentanter fra hver organisation efter selve partnerskabsrejsen.

Det var med stor spænding og bekymring vi tog imod dem d. 14. februar. Forud havde været en masse forberedelse med at finde et sted til overnatning og spisning, et mødelokale, en ressourceperson, der kunne fortælle dem noget nyt og spændende, der ville fænge dem etc. Vi havde sammen med vores tolk brugt ret meget tid på det, været forbi og se lokaliteterne, diskuteret forløbet etc.

Efter at alle var ankommet, og vi gik i gang, viste det sig meget hurtigt, at vores bekymring om, at ingen måske ville sige noget, hurtigt blev gjort til skamme. Selve præsentationsrunden tog nærmest en time, men en stor del af intentionen med mødet var også, at folk skulle lære hinanden at kende, så det var vigtigt med lidt baggrundsinformation.

Efter vores velkomst, lidt snacks og drikke – nogle var trods alt kommet langvejs fra – præsenterede vores tolk, Ganga, netværks konceptet. Hun fortalte om diverse netværk, også på højt plan, f.eks. G7 og EU for at sige, at alle har brug for at indgå i relationer med ligesindede. Det gik hurtigt over i en diskussion, og folk var meget deltagende, nogle mere end andre selvfølgelig.

Tiden var desværre alt for knap, for vi havde arrangeret, at vi skulle på restaurant og spise aftensmad. Kl. 19 blev vi hentet af 4 rickshaws og kørt til en restaurant med europæisk præg, dvs. man kan få lov at sidde og hygge sig, og skal ikke bare hurtigt spise og videre, som ellers er standarden på indiske restauranter. Igen var vi spændte på, om det ville fungere, ville de hygge sig, ville de snakke sammen eller kun med dem, de kendte. Igen var vore bekymringer helt grundløse. Folk satte sig tilfældigt, og der blev snakket og grinet, hygget og joket, så man skulle tro, vi drak øl. Faktisk havde vi regnet med, at hele seancen højst kunne tage 2 timer, men snakken gik så livligt og stemningen var så god, at vi blev der dobbelt så længe. Igen er en stor del af dette initiale møde jo, at folk skal lære hinanden at kende.

Dagen efter startede med morgenmad på skift. Nogle startede med at tilse Aviaja, der var syg. 2 mænd var gået sammen om at hente kokosnødder og glukosepulver til hende. Lidt senere sørgede 2 kvinder for at hælde sennepsfrø og vand ned i halsen på hende. Stakkels Avi måtte bare tage imod.

Kl. 10 var alle parate og spændte på at høre Antony Samy, en advokat og Irula forkæmper med 20 års erfaring. Han holdt et meget spændende oplæg og diskuterede med deltagerne i 3 timer. Det var tydeligt, at alle lyttede opmærksomt og deltagende. En af Samy’s væsentligste pointer var, at det er bedre at lære folk at fiske end at give dem fisk. Altså, det er bedre at lære folk, hvordan de selv kan forbedre deres liv, end at kæmpe for, at de får kastecertifikat, så de kan få en masse gratis goder af regeringen.

Faktisk ramte det plet, for alle vore 3 partnere kæmper en brav kamp for at skaffe kastecertifikater til landsbybeboerne. Samy foreslog, at de i stedet meget mere aktivt skal bruge skoven og dens produkter, som jo er Irulaernes naturlige habitat, og hvor deres forfædre har boet i generationer. Hvis de fik træning i at samle og anvende langt flere produkter, ville de reelt være meget bedre stillet end ved ’bare’ at få tildelt et kastecertifikat, var Samys pointe. Altså hjælp til selvhjælp – som jo netop også er Svalernes motto!

Herefter en hurtig frokost, vi skulle også lige nå at afrunde. Næste træk er, at vi i Indiensgruppen skal søge penge til netværket. Hvis vi oplevede, at interessen var der, havde vi hjemmefra aftalt, at vi så vil gå i gang med at søge midler. Og man må sige, at interessen var der! På intet tidspunkt under netværksmødet har det været et spørgsmål om det skulle blive til noget, kun hvordan. Der blev hurtigt opnået konsensus om navn, antal møder, facilitator, emner etc. De udvekslede adresser og kontaktoplysninger. Og hele seancen sluttede med et gruppefoto og stor tilfredshed over vores initiativ. Vi var også selv rigtig godt tilfredse!

Således sluttede vores partnerskabsrejse af på en noget nær fantastisk måde. De sidste dage tilbringer vi i Mahabalipuram med at diskutere, evaluere og ikke mindst skrive. Der er mange ting, der skal færdiggøres, og vi skal gerne være enige om de væsentligste ting.

Aviaja fortsætter sydpå med et par veninder, Kirsten tager først til Chennai for at mødes med vores tolk, Krithika, der blev syg undervejs, og en ny potentiel tolk, Muttu, fordi vores 2 tolke fra i år og sidste år, ikke regner med, at kunne være sammen med os næste gang. Derefter videre til Goa og holde ferie.

Dette er således sidste blog indlæg herfra. Mange varme hilsner, Aviaja og Kirsten