fredag den 7. januar 2011

Rejsebrev fra Bangladesh

Af Susanne Kofoed og Birgitte Lebeh Pépin 

 
Det er fredag og helligdag i Bangladesh – derfor er der usædvanligt stille omkring mig, her hvor jeg sidder og skriver på verandaen på 1. sal ud for Susannes og mine hyggelige værelser på vores guesthouse ved Thanapara Swallows Development Society (TSDS), som vi i Svalerne har samarbejdet med i mange år. Der plejer at være masser af glad råben og skrigen fra børnene i skolegården lige nedenunder. Og når de får øje på os, et nysgerrigt ”What's your name?” og efterfølgende, når vi har svaret, et ”bye-bye”, som afslutning på den korte samtale. Hvorefter vi kan høre, at der fnises...
Glade børn kan i dag alligevel høres i baggrunden, lydene kommer i dag bare hjemme fra landsbyen tre minutter væk herfra.
Og så er der jo mullaherne, der samtidigt indkalder til bøn fra minareter forskellige steder - det lyder som om de konkurrerer om at have den kraftigste forstærker.

De seneste par dage har været skrivedage. Vi havde hjemmefra påtaget os at levere et par artikler fra Thanapara til det kommende Svaleblad, der i anledning af 40-året for uafhængigheden skal omhandle Bangladesh.
Vi skriver dels om et anlæg til rensning af spildevand fra garnfarvning til handicraft-projektet her på TSDS, dels om en ældre kvinde, hvis mand og brødre blev dræbt under massakren her i landsbyen i april 1971, og som har arbejdet her siden projektets start i 1973.
 Skrivearbejdet skulle være så let at gå til! Vi har hver vores labtop, en digital diktafon, digitalkamera, memorysticks og sågar den helt store luksus, et lille modem-stick, der sammen med vores mobiltelefoner tillader os at være ”connected” næsten hvor og nårsomhelst. Meeen... helt uproblematisk er det jo ikke. Vi har fx taget en masse dejlige foto til blog og interviews. Men så hurtig er net-forbindelsen jo heller ikke, og det tager mindst ti minutter for hvert billede der skal sendes hjem. Samt en masse mail hjem, om det nu også kan bruges? Sanne på kontoret i København er altid til at få fat på, når man har brug for hende. Og hun udøver skrap kvalitetsskontrol! I morges stod jeg op klokken fem for at sende billeder, for det går nemlig LIDT hurtigere om natten!

Forud for skrivearbejdet har vi researchet, lavet interviews, fotograferet og brugt en del energi på at lave aftaler og finde ud af alle mulige praktiske ting. Og vi har haft møde med vores tolk, Raj, som virkelig er blevet dygtig til at forstå, hvordan vi gerne vil have ham til at udføre oversættelsesarbejdet. Overordentlig vigtigt for vores arbejde!

Noget af det vi har bøvlet lidt med, illustreres af denne lille historie:
Om en uges tid er det planen, at vi skal besøge en ny organisation, SOVA, som Svalerne overvejer at støtte. Sova arbejder med uddannelse af unge piger fra udstødte stammefolk. SOVA ligger ganske vist i Indien, men i Vestbengalen, og kun 30 km væk fra RAC, en organisation vi nu støtter, og som vi også skal besøge. Det lyder ret nemt lige at smutte over grænsen og besøge dem. SOVAs hovedkontor ligger i Calcutta, og planen var, at der skulle vi køre til og se en anden del af projektet, da vi nemlig bagefter skal til Khulna, der også ligger sydligt og nogenlunde ud for, og ikke langt fra Calcutta, bare på Bangladesh-siden af grænsen.
Den plan må vi imidlertid revidere kraftigt. For ganske vist har vi visa til Indien, men de indiske myndigheder tillader ikke, at man rejser ud af deres land fra en anden grænsepost end den man kom ind ad!!! Og det hjælper overhovedet ikke, at man smiler sødt! Alle siger, at den plan må vi opgive. Og da vi ikke vil bruge hverken penge og to dagsrejser ekstra på at zig-zagge op og ned mellem nord og syd, må vi nøjes med den første del af den planlagte tur og derfor droppe Calcutta.

Nok om det, og tilbage her til Thanapara…
Lakkhi Rani, den ældre kvinde fra TSDS, som vi skulle interviewe, bor i en landsby, der egentlig ligger lige ved siden af hendes arbejdsplads. Men Bangladeshs store politiakademie, som også er nabo til TSDS, har lukket for adgang til en del af området, fordi de holder skydeøvelser. Det betyder, at Lakkhi Rani skal en lang omvej på 3 km, så hun kører med rickshaw på arbejde hver dag. Vi kørte med hende på ladcykel-rickshaw, da vi skulle besøge hende.
Da vi kørte gennem hendes landsby blev der selvfølgelig lagt mærke til os, og vi blev endda ”forfulgt” af en lille dreng, der kunne løbe stærkt.
Vi blev installeret med te på sivmåtter foran huset. Det var ikke helt let at holde fokus hele tiden, hverken for hende eller os, da mange naboer stod og fulgte nøje med i, hvad vi snakkede om.

TSDS huser også kontoret for Net2right, der er et netværk af alle de partnerorganisationer, som Svalerne samarbejder med i Bangladesh, og som er financieret af Danida. Den dygtige og uhyre engagerede koordinator for netværket, der hedder Rufiq, er en meget vigtig kontakt for os her på stedet, han hjælper os med alt - lige fra at skaffe ekstra stole til vores værelser, til at give os rådgivning i forhold til visaproblemer. Ved maden har vi mange gode samtaler med Rufiq om det både han og vi arbejder med, og vi synes vist alle tre vi bliver meget kloge!

Vi har også besøgt RULFAO, der er med i vores Net2right. De har i mange år har været en af vores økonomiske partnere. Organisationen arbejder især med at støtte jordløse i deres rettigheder til kash-land. Kash-land er den næringsrige jord, der fremkommer efter oversvømmelser, og som jordløse har lovmæssigt krav på, men som de store jordbesiddere gør alt for at narre fra dem eller ved brug af korruption eller fysisk magt afholder dem fra at få.

U-landsforeningen Svalerne søger nye partnere og overvejer derfor at genoptage den økonomiske støtte til RULFAO.
Vi og vores tolk blev hjerteligt modtaget af lederen Afzal og hans sekretær Khurshit, og inden mødet fik vi beundret deres lidt støvede, men ikke desto mindre imponerende samling af billeder af gamle koryfæer, fx Marx, Lenin, Gandhi, Nehru og Che Guevara. Gamle marxister finder man jo  overalt!

Vi har oplevet en masse ting, og jeg kunne blive ved med at fortælle, men nu siger Susanne jeg skal stoppe...




Ingen kommentarer:

Send en kommentar