mandag den 24. januar 2011

Rejsebrev nr. 3 fra Bangladesh….

Af Susanne Kofoed Pedersen & Birgitte Lebech Pépin
 
’Hotel New Safe’, hvor jeg sidder på mit værelse, ligger i hjertet af Khulna, den tredjestørste by som ligger i det sydlige Bangladesh. Selvom jeg er indenfor, er her en forfærdelig larm fra gaden, hvor imamers råb på denne fredag konstant høres fra højtalere med mega-forstærkere.

Susanne og jeg føler os som luksus-mennesker, fordi vi har været i bad, fået vasket hår og har fundet det mindst snavsede tøj frem fra kuffertdybet. Samt indleveret bunker af det mest snavsede tøj til vask - og strygning! Vi nyder, at vi nu har egne, rene toiletter, til at sidde på.  Og vi nyder at være lidt på egen hånd. De sidste par dage har vi nydt ikke at spise ris, derimod anden lækker mad, gerne fra små halvsnuskede steder med samosa etc.. Ris er dejligt, men det er der jo også så meget andet, der er – i hvert fald en gang imellem. Solen skinner, og vejret er rigtig rart.

Denne luksus-fornemmelse skal ses i kontrast til standarden fra de seneste otte dage, hvor vi har været privat indkvarteret. Det har været spændende og har gjort os en enestående erfaring rigere. Men vi må erkende, at vi er forkælede vesterlændinge og uvante med meget primitive forhold. Det har været hundehamrende koldt! 4-10 grader ude og inde, luften klam af tåge. Faktisk koldest inde i husene. Min påklædning var næsten den samme nat og dag: Undertøj, uldne strømpebukser indenunder de lange bukser, lange uldsokker, to uldne undertrøjer, en ”kamiz”-kjole, en cardigan, en fleecetrøje, en vindjakke, og det obligatoriske tørklæde om halsen. Plus et stort uldent sjal udenpå det hele. Med alt det på holdt jeg varmen nogenlunde. Dog med konstant kolde fingre og tæer! Og vi har været udsat for overfodring! Der øses op og øses op, og noget må man jo spise, både af høflighedshensyn, og så selvfølgelig fordi det tit er utrolig lækkert.

Vi har været i Joypurhat, i den nordvestlige del af landet, hvor vi besøgte RAC, en organisation Svalerne har støttet gennem en årrække for deres arbejde med adiwasier; hvilket er en fællesbetegnelse for de oprindelige stammefolk, der er udsat for høj grad af diskrimination fra det omgivende samfund. Adiwasier er meget fattige, de ernærer sig oftest som daglejere for store jordejere - til en ussel løn svarende til 10 kr. om dagen. De har store problemer med mangel på uddannelse, analfabetisme, og utroligt ringe hygiejnefaciliteter. Og mange af mændene er alkoholikere, hvilket både gør dem voldelige og får dem til at bruge den i forvejen usle løn på sprut. 

Og vi har været i Vestbengalen, som ligger i Indien. Geografisk og historisk hører Vestbengalen til Bangladesh; sproget er begge steder bangla. Men da de tidligere britiske koloniherrer forlod det indiske subkontinent i 1947, faldt deres grænsedragning lidt tilfældigt ud, så i dag er Vestbengalen ikke en del af Bangladesh, men en delstat i Indien. I Svalernes Bangladesh-udvalg ”opererer” vi sædvanligvis kun i Bangladesh. Men selv om den organisation, vi skulle besøge, egentlig ligger i Indien, og ikke i Bangladesh, har vi, af ovenstående grunde, alligevel valgt at tage den under overvejelse med henblik på eventuel støtte. Først når vi kommer hjem, skal der, på bestyrelsesniveau, endeligt tages stilling til, om vi vil yde støtte til organisationen.

Det er en omstændelig historie at komme over grænsen til Indien! Først to kontorer med udfyldelse af papirer til MEGET betydningsfulde grænsebetjente på den ene side af grænsen – vi blev bedt om at betale 300 thaka hver i noget de kaldte travel tax. Vi tror, det er bestikkelse, selv om de godt nok gav os en kvittering. Så over grænsen. Og så igen to-tre kontorer og papirer på den anden side. Halvanden times tid tog grænsehalløjet nok.

I Vestbengalen i Indien skulle vi besøge en mulig ny partner for Svalerne. Det drejer sig om en NGO, der hedder SOVA, og som har et nyt projekt under etablering her i området. I lighed med RAC arbejder SOVA med adiwasier. SOVAs leder er Dipok Ghosh, en gammel og respekteret ven af Svalerne. Siden han som ung var ansat som medarbejder i Svalernes Sherpur-projekt, har han været involveret i mange forskellige ting i tilknytning til Svalerne. For et par år siden så han og hans familie sig desværre nødsaget til at forlade Bangladesh. De er hinduer, og følte sig chikaneret i forskellige sammenhænge i det muslimske Bangladesh. Dipok har flere søstre, der i lighed med tusindvis af Bangladesh-hinduer, i årevis, siden 1971, har boet i Vestbengalen.

Susanne og jeg fik dobbeltseng og morgenmad hos søster Bokti og hendes mand. Deres badeværelse var nemlig bedst – et ”tyrkisk” toilet, ikke i cement, men med fine fliser. De øvrige måltider fik vi serveret hos en anden søster, som havde mere plads. Det foregik sådan, at vi først, som så ofte, blev hjulpet med at vaske hænder - eller i hvert fald højre hånd: Man får rakt et stykke sæbe, dernæst bliver lidt vand fra en kande hældt på ens hænder, så sæber man sig lidt ind, der skylles lidt, man gnider sæben af, og så et sidste skyl, hvorefter man får rakt et håndklæde. Vi blev placeret ved et bord for to dækket med rent avispapir hver gang. De andre spiste bagefter. Husene er af ler uden moderne faciliteter, udover at Bokti havde et lille gasapparat i sit udendørs køkken. De har elektricitet, men systemet er uendeligt ustabilt. Vand hejses op fra en brønd. De er slet ikke, hvad man betragter som egentlig fattige. Utroligt at se, hvor lidt mennesker faktisk kan klare sig med. Den søde og yndige Bokti og hendes venlige mand er meget troende hinduer, så om morgenen blev vi vækket af klokkeringning og sang og dans for guderne eller hvem det nu var. Man fandt os yderst eksotiske! Naboer nærmest valfartede til huset og stod simpelt hen og gloede på os i tidsrum på op til et kvarter; selv mens vi lå prøvede at få et middagshvil. 

Hos SOVA var vi på tre landsbybesøg hos kvindegrupper; vi holdt et møde med Dipok; og vi deltog i et møde med ”staben”. Stabsmødet blev holdt hos Sjefali, hvis søn handler med ris. Hans lade var lige blevet tømt for tunge rissække aftenen før. SOVA har ikke midler til at leje kontorfaciliteter, så de mødes altid privat. Betegnelsen stab er lidt misvisende, da alle de fire feltarbejdere, der selv er adiwasier, arbejder frivilligt.  Med til mødet var også tre unge mænd, der hjælper med at skabe kontakt til landsbyerne, udlån af motorcykel m.m. Alle har været i gang i SOVA i 6 – 8 måneder.

En af SOVAs volontører er adiwasi-kvinden Chompa Hamrorong på 35 år fra landsbyen Karna. Chompa har gået i skole i 11 år, og hun virker som en stærk og intelligent kvinde. Hun ernærer sig selv og familien ved at arbejde i markerne som daglejer for en stor jordbesidder. Hun er gift og har to drenge på 10 og 7 år. Hun fortæller, at hendes mand er konstant beruset, han kan ikke arbejde og sidder og synger hele dagen. Han er ofte voldelig mod hende og børnene. Både hun selv og vi andre bliver bevægede, da hun fortæller om det. Chompa er vidne til, at ingen af adiwasiernes rettigheder bliver respekteret af det omgivende samfund, og det vil hun gerne, sammen med landsbyen, gøre noget ved. Derfor arbejder hun for SOVA!
Desuden brænder hun for Dipoks ide om at lave et ”bibliotek” i landsbyen, hvor børnene kan låne skolebøger, som det ellers er meget svært at få råd til.

Ligesom beretninger vi har hørt fra mange andre kvinder, bekræfter Chompas historie os i, hvor vigtigt det er, at U-landsforeningen Svalerne arbejder i Indiens og Bangladeshs yderste områder. Der hvor hjælpen er allermest tiltrængt, hvor de store organisationer ikke kommer, og hvor Svalernes ”små” penge rækker langt! 

Susanne Kofoed Pedersen & Birgitte Lebech Pépin
på farten i Bangladesh

torsdag den 13. januar 2011

Endnu en rejsehilsen fra Bangladesh...

Af Birgitte Lebech Pépin & Susanne Kofoed Pedersen

Vi er nu nået til Bogra, hovedstaden i nord. En noget større by end da jeg var her for 30 år siden. Der er meget fine bygninger og i flere etager, men med åbne rendestene med stillestående ”vand”, er det en blandet fornøjelse. Vi ville nødig være her om sommeren.

Vi har her besøgt PUP, en organisation, som Svalerne støtter. Vi har været i to forskellige landsbyer og set, hvordan PUP arbejder.


Den første landsby, Digholkandi, ligger noget fra Bogra og der blev proppet 5 personer incl. chaufføren ind i en "babytaxi", eller rettere en CNG som det kaldes i Bangladesh, da den kører på gas. Det er bare hundekoldt her, vi ved det ikke, men skyder på 10 til 12 grader.

Nå, men efter en halv time i en åben CNG kom vi til landsbyen og blev mødt af en gruppe kvinder i farvestrålende sarier. De broderede på fine sjaler og sengetæpper samtidig med, at vi spurgte dem om de ting vi havde forberedt. Hvordan er deres dagligdag? Hvad laver de ved deres møder? Sparer de penge op, og hvad vil de bruge dem til? Og meget mere som de beredvelligt svarede på. Vi bad dem også fortælle, hvad der er ændret i deres liv siden de er begyndt at brodere og tjene deres egne penge.

En ung kvinde, Jesmin på 22 år, fortalte, at hendes mor også havde været med i denne gruppe, men nu er hendes øjne blevet for dårlige, så nu tjener hun i stedet lidt penge ved, at hun har en ko der skal fedes op til videre salg og ved at passe sine kyllinger. Dengang moderen stadig var i gruppen, var hun i stand til at betale for skolebøger, samt betale for ekstra privatundervisning (som man er nødt til at have udover offentlig skolegang i Bangladesh, hvis man vil lidt frem). Så Jesmin er nu på 2. år på college i Bogra. Hun vil gerne være computeringeniør.
Det er meget rørende historier vi hører, og vi bliver dybt grebet over at møde disse skæbner, der ved hjælp af ganske små økonomiske midler kan nå meget langt.

I næste landsby, Madla Hindudupara, møder vi en pige, Shamuti på 17 år, fra den fattigste familie i landsbyen. Hendes mor er 3. hustru, og faren har ikke råd til at give hende og hendes 3 børn penge. Shamuti tjener penge ved at brodere og har råd til at købe bøger samt ekstraundervisning. Hun er i stand til at passe sine timer i gymnasiet samtidig med, at hun også broderer. Hun kan endda give penge til sin familie og købe sig lidt tøj også. Hendes fremtidsdrøm er at blive lærer i skolen fra 0. til 4. klasse, som en af hendes veninder i gruppen også er. Vi blev vist rundt i hendes families lerklinede hus , hvor der var rent, pænt og ryddeligt. Deres få ejendele hang på en stang under taget.
 
Jeg synes, det er meget grænseoverskridende pludselig at vade ind hos folk og fotografere dem i deres fattige hjem. Men vi fortæller hinanden, at på den anden side er det jo også vigtigt at få den slags historier ud, for at fremme forståelsen  af, hvor vigtigt det er med støtte til Svalernes partner-organisationer.

I dag har vi holdt skrivedag, bla. for at skrive dette indlæg, men vi har også været ude i en noget mere rolig by end sædvanligt. Der er nemlig i dag valg til forskellige råd - vi kalder det af forståelighedsgrunde valg til ”kommuner” og ”amter”. Så alt er nærmest lukket ned. Folk er i deres pæneste skrud og spadserer sammen med deres familier til deres stemmested. Nogle tager langt væk for at stemme sammen med deres familier, og jeg tror også de gør det til en social begivenhed. Vi besøgte et par valgsteder, og flere troede, at vi var internationale valgobservatører, og det spillede vi så lidt. Alle var meget engagerede, og flere ældre kom hen til os og fortalte, hvor vigtigt det var at stemme. Vi samlede nogle valgpropagandasedler. Det særlige er, at sedlerne, af hensyn til analfabeter, er forsynet med et symbol, som kan være f.eks. en fodbold, et kamera, en krukke, en guitar eller et rådyr. Så kan man nemlig se hvilken kandidat man kan stemme på, også selvom man ikke kan læse. Vi så flere folk med lilla fingerspidser – fordi man for at undgå, at folk stemmer mere end en gang, giver dem dette ”mærke”.


 Nu er vi ved at forberede næste besøg hos Svalernes partnere. Vi skal tidlig op i morgen og videre til Joypurhat.

Svalernes udsendte i Bangladesh, 
Birgitte & Susanne.

fredag den 7. januar 2011

Rejsebrev fra Bangladesh

Af Susanne Kofoed og Birgitte Lebeh Pépin 

 
Det er fredag og helligdag i Bangladesh – derfor er der usædvanligt stille omkring mig, her hvor jeg sidder og skriver på verandaen på 1. sal ud for Susannes og mine hyggelige værelser på vores guesthouse ved Thanapara Swallows Development Society (TSDS), som vi i Svalerne har samarbejdet med i mange år. Der plejer at være masser af glad råben og skrigen fra børnene i skolegården lige nedenunder. Og når de får øje på os, et nysgerrigt ”What's your name?” og efterfølgende, når vi har svaret, et ”bye-bye”, som afslutning på den korte samtale. Hvorefter vi kan høre, at der fnises...
Glade børn kan i dag alligevel høres i baggrunden, lydene kommer i dag bare hjemme fra landsbyen tre minutter væk herfra.
Og så er der jo mullaherne, der samtidigt indkalder til bøn fra minareter forskellige steder - det lyder som om de konkurrerer om at have den kraftigste forstærker.

De seneste par dage har været skrivedage. Vi havde hjemmefra påtaget os at levere et par artikler fra Thanapara til det kommende Svaleblad, der i anledning af 40-året for uafhængigheden skal omhandle Bangladesh.
Vi skriver dels om et anlæg til rensning af spildevand fra garnfarvning til handicraft-projektet her på TSDS, dels om en ældre kvinde, hvis mand og brødre blev dræbt under massakren her i landsbyen i april 1971, og som har arbejdet her siden projektets start i 1973.
 Skrivearbejdet skulle være så let at gå til! Vi har hver vores labtop, en digital diktafon, digitalkamera, memorysticks og sågar den helt store luksus, et lille modem-stick, der sammen med vores mobiltelefoner tillader os at være ”connected” næsten hvor og nårsomhelst. Meeen... helt uproblematisk er det jo ikke. Vi har fx taget en masse dejlige foto til blog og interviews. Men så hurtig er net-forbindelsen jo heller ikke, og det tager mindst ti minutter for hvert billede der skal sendes hjem. Samt en masse mail hjem, om det nu også kan bruges? Sanne på kontoret i København er altid til at få fat på, når man har brug for hende. Og hun udøver skrap kvalitetsskontrol! I morges stod jeg op klokken fem for at sende billeder, for det går nemlig LIDT hurtigere om natten!

Forud for skrivearbejdet har vi researchet, lavet interviews, fotograferet og brugt en del energi på at lave aftaler og finde ud af alle mulige praktiske ting. Og vi har haft møde med vores tolk, Raj, som virkelig er blevet dygtig til at forstå, hvordan vi gerne vil have ham til at udføre oversættelsesarbejdet. Overordentlig vigtigt for vores arbejde!

Noget af det vi har bøvlet lidt med, illustreres af denne lille historie:
Om en uges tid er det planen, at vi skal besøge en ny organisation, SOVA, som Svalerne overvejer at støtte. Sova arbejder med uddannelse af unge piger fra udstødte stammefolk. SOVA ligger ganske vist i Indien, men i Vestbengalen, og kun 30 km væk fra RAC, en organisation vi nu støtter, og som vi også skal besøge. Det lyder ret nemt lige at smutte over grænsen og besøge dem. SOVAs hovedkontor ligger i Calcutta, og planen var, at der skulle vi køre til og se en anden del af projektet, da vi nemlig bagefter skal til Khulna, der også ligger sydligt og nogenlunde ud for, og ikke langt fra Calcutta, bare på Bangladesh-siden af grænsen.
Den plan må vi imidlertid revidere kraftigt. For ganske vist har vi visa til Indien, men de indiske myndigheder tillader ikke, at man rejser ud af deres land fra en anden grænsepost end den man kom ind ad!!! Og det hjælper overhovedet ikke, at man smiler sødt! Alle siger, at den plan må vi opgive. Og da vi ikke vil bruge hverken penge og to dagsrejser ekstra på at zig-zagge op og ned mellem nord og syd, må vi nøjes med den første del af den planlagte tur og derfor droppe Calcutta.

Nok om det, og tilbage her til Thanapara…
Lakkhi Rani, den ældre kvinde fra TSDS, som vi skulle interviewe, bor i en landsby, der egentlig ligger lige ved siden af hendes arbejdsplads. Men Bangladeshs store politiakademie, som også er nabo til TSDS, har lukket for adgang til en del af området, fordi de holder skydeøvelser. Det betyder, at Lakkhi Rani skal en lang omvej på 3 km, så hun kører med rickshaw på arbejde hver dag. Vi kørte med hende på ladcykel-rickshaw, da vi skulle besøge hende.
Da vi kørte gennem hendes landsby blev der selvfølgelig lagt mærke til os, og vi blev endda ”forfulgt” af en lille dreng, der kunne løbe stærkt.
Vi blev installeret med te på sivmåtter foran huset. Det var ikke helt let at holde fokus hele tiden, hverken for hende eller os, da mange naboer stod og fulgte nøje med i, hvad vi snakkede om.

TSDS huser også kontoret for Net2right, der er et netværk af alle de partnerorganisationer, som Svalerne samarbejder med i Bangladesh, og som er financieret af Danida. Den dygtige og uhyre engagerede koordinator for netværket, der hedder Rufiq, er en meget vigtig kontakt for os her på stedet, han hjælper os med alt - lige fra at skaffe ekstra stole til vores værelser, til at give os rådgivning i forhold til visaproblemer. Ved maden har vi mange gode samtaler med Rufiq om det både han og vi arbejder med, og vi synes vist alle tre vi bliver meget kloge!

Vi har også besøgt RULFAO, der er med i vores Net2right. De har i mange år har været en af vores økonomiske partnere. Organisationen arbejder især med at støtte jordløse i deres rettigheder til kash-land. Kash-land er den næringsrige jord, der fremkommer efter oversvømmelser, og som jordløse har lovmæssigt krav på, men som de store jordbesiddere gør alt for at narre fra dem eller ved brug af korruption eller fysisk magt afholder dem fra at få.

U-landsforeningen Svalerne søger nye partnere og overvejer derfor at genoptage den økonomiske støtte til RULFAO.
Vi og vores tolk blev hjerteligt modtaget af lederen Afzal og hans sekretær Khurshit, og inden mødet fik vi beundret deres lidt støvede, men ikke desto mindre imponerende samling af billeder af gamle koryfæer, fx Marx, Lenin, Gandhi, Nehru og Che Guevara. Gamle marxister finder man jo  overalt!

Vi har oplevet en masse ting, og jeg kunne blive ved med at fortælle, men nu siger Susanne jeg skal stoppe...