onsdag den 1. november 2017

På partnerskabsbesøg med Svalerne i Bangladesh, 2017


De første indtryk fra Bangladesh

Af Charlotte Wagner Santos Petersen
 
Det er en uges tid siden, at jeg ankom til Bangladesh som ny partnerskabsrejsende for Svalerne. Selvom tiden er gået utroligt hurtigt med et travlt program, føles det alligevel som om, at Lis og jeg har været her meget længere end én uge. Vores program startede mandag den 16. november, hvor Lis hentede mig i lufthavnen i Dhaka og dagen efter rejste vi nordpå til Thanapara, tæt på den indiske grænse. Her har vi haft base hos Thanapara Swallows Development Society, mens vi har besøgt den første partnerorganisation, RULFAO (Rural Underprivileged and Landless Farmers Organization), som arbejder i området med de jordløses rettigheder.
 


Forud for rejsen havde jeg, udover deltagelse i Bangladesh-udvalgets møder, også mødtes et par gange med Lis, som delte ud af hendes mangeårige personlige erfaring med selve landet og Svalernes arbejde, men også hendes store viden om landets politiske historie og sociale forhold. Inden jeg stiftede bekendtskab med Svalerne har mit kendskab til Bangladesh været forholdsvis begrænset og Lis’ beretninger derfor udgjort nogle af mine første indtryk af landet.  
Jeg har tidligere besøgt flere lande i Sydasien, så denne partnerskabsrejse udgjorde ikke mit første møde med subkontinentet. Den første uge i Bangladesh har dog stadig været en ny og spændende oplevelse. Det har særligt været spændende at opleve livet på landet, da meget af Svalernes arbejde i Bangladesh foregår meget langt fra de større byer. Når jeg har forsøgt at forklare bekendte derhjemme om, hvordan Bangladesh er anderledes end naboerne, er det svært ikke at ty til sammenligningerne. Ved første øjekast kan landet minde om Indien: infrastrukturen i Dhaka minder om en indisk storbys, gaderne er travle med både street food-boder, biler, cykel-rickshaws og auto-rickshaws, og folk på gaden klæder sig i en blanding af saris, salwar kameez, kurtaer, lungis og vestligt tøj.
Når man ser landskabet uden for Dhaka, kan man også nemt komme til at tænke på nogle af de sydlige indiske delstater, såsom Kerala. Selvom det bangladeshiske landskab er meget forskelligt fra nord til syd, er der nogle ting som går igen i de områder, vi har rejst igennem: over alt ser man kokos- og bananpalmer, rismarker, floder og søer. Specielt nu umiddelbart efter monsunen er hele landskabet også utroligt grønt og frodigt.
 
 
Derudover er der andre elementer, som kunne lede tankerne hen på det nordvestlige Indien eller Pakistan, for eksempel når man kan høre muezzinerne kalde til bøn fra de lokale moskéer flere gange om dagen, når de lokale hilser med salaam aleikum og khoda hafez, og hvis man passerer en lokal madrassah med elever iført topi.
 
 
 
Udover den lokale bengalske mad er der kulinarisk set også et mix af velkendte retter, som man måske har smagt andre steder i Sydasien. Der er både roti, ris og daal, fish curries og sabzi-retter med og uden rejer, naan og kebab, lokale mangoer, kokosdesserter, gulab jamun, bombay toasts, samosas og maggi-nudler.

 
Det ville dog være synd at påstå, at Bangladesh ikke adskiller sig betragteligt fra sine naboer eller at landet ikke er andet end et patchwork af oplevelser, som man også kan finde i resten af den sydasiatiske region. For selvom jeg kun har tilbragt en uge i Bangladesh, er det tydeligt at landet alligevel er helt sin egen. Under den første uge sammen med RULFAO blev det for eksempel tydeligt, at for at forstå mange af de problematikker, som bl.a. de jordløse står over for i dag og baggrunden for RULFAO’s langvarige arbejde, er det vigtigt at forstå Bangladesh’ unikke politiske historie, som Lis havde indført mig i, inden vi tog hjemmefra. 
Derudover kan man, når man taler med de lokale, klart fornemme, at der er en stærk national identitet, og at der er en særlig stolthed over de successer som Bangladesh har opnået og de udfordringer, som det bangladeshiske folk har overvundet, på trods af at landet er en relativ ny nation med en turbulent historie og at det stadig står over for mange udfordringer i dag.
Efter den første uge med positive indtryk af et spændende land, glæder jeg mig meget til de oplevelser, der venter forude under resten af vores besøg hos Svalernes partnere i Bangladesh. Efter vores tid i Thanapara fortsætter Lis til Vestbengalen, Indien, for at besøge SOVA, mens jeg fra Thanapara fortsætter direkte til den større by Khulna, som ligger mere sydligt.
 
 
 
 

Svalerne er landet (fra partnerskabsbesøg i Bangladesh, 2017)


Adgangsprøver, lavtryk og ”gademøde” om vold mod kvinder i hjemmet
Af Lis Rasmussen Kazal

Vi prøver at forberede os på hvad der kan ske, men at en adgangsprøve til de højere læreanstalter kunne komme i vejen for et partnerskabsbesøg, var ikke lige en af de ting, vi havde set komme.

Lis rejste i forvejen til Bangladesh og regnede med at bruge lidt tid i begyndelsen til at få alt omkring Svalernes partnerskabsrejse til at falde på plads. Det faldt også på plads, men samtidig med at de første lokale flybilletter var i hus, kom der besked fra Khulna, hvor vi skulle være startet. Der er optagelsesprøve til ingeniørakademiet, så folk er strømmet til byen. Håbefulde studenter med deres familier. Så mange så den 3. største by i Bangladesh ikke har kapacitet til at huse dem. Vi kunne simpelthen ikke finde et eneste hotel eller gæstehus. Hvad nu?

Vi søgte længere ud, men her var beskeden, at der var optøjer, så politiet havde bedt organisationerne om at lade være med at invitere udlændinge lige nu, da de var bange for at de ikke kunne garantere for vores sikkerhed.

OK, men så vender vi da bare rejsen om, så vi starter nordpå i stedet for og kommer når optagelsesprøven er overstået.

Vores partner er vant til at ting sker, så de er dejligt fleksible, så i løbet af et par dage var den nye plan faldet på plads og alt var klart til, at Charlotte stod i lufthavnen den 16. oktober.

Det var med lidt bæven vi tog afsted næste morgen; ville der mon være aflysninger. Nej, vi kom afsted. Da vi landede fik vi det første tegn på, at politiet virkelig har strammet op på sikkerheden omkring udlændinge. Vi blev trukket til side og bedt om oplysninger om, hvor vi skulle bo og hvor vi eller skulle hen.

Endelig kom vi frem til vores gæstehus i Thanapara, hvor vi blev varmt modtaget. Næste dag gik programmet for alvor i gang med et møde med sekretariatet for netværket ”Net to Rights”. Dagen efter besøgte vi organisationen RULFAO (Rural Underprivileged and Landless Farmers Organization), der arbejder med jordrettigheder og som partnerorganisation i netværket ”Net to Rights” arbejder med forebyggelse af vold mod kvinder i hjemmet.

RULFAO har et godt samarbejde med lokalregeringen. Det hjælper, når de jordløse skal søge om brugsret til offentlig jord. De skal igennem en møjsommelig proces, hvor papirerne bliver flyttet fra den ene instans til den anden. RULFAO har fået nogle medlemmer i lokalregeringen med i en støttegruppe, der hjælper den vanskelige papirgang. Vi holdt møde med en af disse støttegrupper. Mødet foregik i  lokalregeringens mødesal. Inden vi kunne gå i gang med mødet bad formanden for lokalregeringen os om at komme ind til en forfriskning. Efter den obligatoriske ”foto session”, fortalte formanden om de udfordringer de har i kommunen. Først derefter kom vi ind til mødet med støttegruppen, hvor vi blev placeret på et podium i den ene ende af salen. Vi synes det er en lidt akavet mødesituation, men deltagerne lader sig ikke påvirke af det, men fortæller løs om deres arbejde.

Næste dag havde vi planlagt et møde med RULFAO medarbejdere i gæstehuset, hvor vi bor. Heldigvis, for det blev et frygteligt uvejr med sjaskregn. Vi ville ikke have kunnet køre nogen steder, men nu kunne vi gennemføre mødet også med en lang strømafbrydelse.

Uvejret forværredes i løbet af aftenen, så næste dag var vi nødt til at aflyse møder med tre jordløse grupper. Der var oversvømmelser overalt, så ingen kunne komme nogle steder. Der var strømafbrydelse næsten hele dagen, men heldigvis havde vi strøm på batterierne, så vi kunne arbejde med vores rapport.


Den sidste dag af besøget hos RULFAO kunne vi se resultatet af de to dages uvejr. Hver eneste rismark havde pletter, hvor kornet lå ned og vandet lå der stadig. Det forventes, at 30 til 40% af høsten går tabt. Det er en alvorlig sag for bønderne, da sidste høst også blev delvist ødelagt på grund af kraftige oversvømmelser i regntiden.

Denne dag var det RULFAOs arbejde med fortalervirksomhed mod vold mod kvinder i hjemmet, som vi skulle beskæftige os med. Det sidste møde blev et interessant ”gademøde”, hvor vi sad på bænke på et gadehjørne og diskuterede vold mod hjemmet og hvordan man kan bekæmpe den. Der kom mange tilskuere undervejs. Mod sædvane var det ikke forstyrrende, fordi tilskuerne blev meget interesserede og fulgte med i diskussionerne. Så det blev også et offentligt informationsmøde. Som ved sidste besøg i landsbyerne havde vi politieskorte med, fordi myndighederne vil gøre alt for at beskytte besøgende udlændinge. Lederen af politieskorten lyttede med under mødet og gav til sidst også sit besyv med, idet han fortalte om, hvilke tiltag politiet har taget mod volden i hjemmet, og hvem kvinder kunne henvende sig til, hvis de bliver udsat for overgreb.




torsdag den 16. februar 2017

Ringdans og politik i Tamil Nadu






 Efter besøg i Kumbakonam og Chidambaram ankom vi i går aftes til Pondicherry og det må indrømmes; det er på mange måder rart at være tilbage i denne tidslomme af fransk kolonialtid! Slut med skrald flydende i gadebilledet, cigaretter der smager af bildæk, overvældende trafiklarm og en luftkvalitet der lader EU-normer ligne fantasifulde feberdrømme. Til gengæld står den på ægte kaffe, Mojitos, fransk bageri og den allesteds nærværende, disciplinerede, nydelige og rydelige ånd, der er Sri Aurobindo og the Mothers arv og fransk Pondicherrys mest karakteristiske kendetegn. Alt sammen kvaliteter og størrelser, der er meget velsete her ved rejsens ende, hvor resten af rejserapporten skal skrives, organisationer diskuteres, rejsen reflekteres og det afsluttende CDT-møde planlægges.     

Men selvom man rejser på Svale-budget og med en tidsplan, der nogen gange dårlig giver tid til at sove om natten, kan man ikke helt undgå at fange nogle af de ting, der foregår rundt omkring en. Således har vi ikke kun været ”heldige” nok til at ankomme til Tiruvannamalai ved fuldmåne, men som det viser sig, også midt i den største krise og politiske teater, Tamil Nadu har oplevet i mands, kvindes og alt imellems minde. Generelt har de sidste måneder i Tamil Nadu været mere end sædvanlig turbulente og dramatiske. Lige efter den mysteriøse og utidige død af Tamil Nadus meget afholdte og velansete Chief Minister J. Jayalalithaa den 05. december 2016 blev delstaten på nærmest synkronistisk vis ramt af en cyklon den 12. december, mens to olietankere crashede ind i hinanden på højden af kampen om tronfølgen i starten af februar og efterlod den bengalske bugt forurenet i en grad, at fiskerne ikke burde fiske og vi blev frarådet at bade i vandet, da vi var i Mammalapuram. Det hele indrammet af et år med usædvanlig lidt regn, i et område generelt ramt af tørke og afhængig af landbrug, med voldelige sammenstød og slåskampe ved grænsen til Andrar Pradesh til følge, fordi Andrar Pradeshs indbyggere er utilfreds med at centralregeringen fra Delhi har anordnet andrarpradesherne til at dele deres vand med tamilerne – hvilket de så heller ikke gør. Samtidig er det for alle, også os, meget svært at hæve kontanter, da centralregeringen i et opgør mod falskpenge i november måned besluttede at annullere alle 500 og 1000 rupees sedler, uden af den grund at udgive ligeså mange nye sedler, hvilket stadigvæk har konkret pengemangel og tømte ATM´er til følge.     

Det der dog under hele vores rejse har været på alle folks læber, er omstændighederne for Jayalalithaa´s død og spørgsmålet og processen om efterfølgeren, der konstant har været ”big breaking news” på alle tv-kanalerne i hele Indien. Det viser sig at en dame ved navn Vivekanandan Sasikala har været førhen værende CM Jayalalithaa´s nære ven, personlige rådgiver og med årene opnåede stor indflydelse og andenpladsen i regeringspartiet AIADMK, som Jayalalithaa stod i spidsen for. Rygtet vil vide, at de to havde et lesbisk forhold, mens vi endnu ikke er blevet helt klar over, hvad det betyder for tamilerne. Den gængse mistanke og opfattelse er, at det er Sasikala der har myrdet Jayalalithaa, for selv at få magten i Tamil Nadu. Selvom der ikke findes sikrede beviser for denne påstand, lyder omstændighederne dog noget mysteriøse. Således har ingen anden end Sasikala, hverken familie eller ministre, fået Jayalalithaa at se de 75 dage hun lå i sygehus inden hendes død, da Sasikala havde spærret adgang til hende. Og mens Jayalalithaa har været en meget populær dame, er Sasikala absolut ikke populær blandt befolkningen, der vil vide, at hun har fingrene i organiseret kriminalitet og ikke viger tilbage for ufine metoder og brug af rå muskelkraft i form af de ”rowdys” (bander af unge, voldsparate mænd, der bliver organiseret og instrumentaliseret af en hel del politiske partier her i Indien) i hendes måde at sætte sig igennem på – hvilket måske forklarer hvordan hun kunne lukke adgang til sygehuset. I stærk modstand mod at Sasikala stod til at overtage posten som Chief Minister opstod en splittelse og intern opposition i partiet AIADMK – med daglig flere ministre vigende fra Sasikala og over til oppositionen. Da det på et tidspunkt så ud som om oppositionen fik flertal, valgte Sasikala simpelthen at låse oppositionen ind i et rum og fratage dem deres mobiltelefoner. Således gik en dag i Tamil Nadu med at halvdelen af regeringspartiet blev holdet til fange af deres udesignerede leder. På trods af oppositionen og takket hendes effektive håndtering, beholdt Sasikala hele tiden flertallet og ville, i tilfældet af at Guvernøren havde udskrev valg, også have vundet. Guvernøren valgte dog ikke at udskrive valg, men vente til en domsafsigelse i tirsdags. Sasikala stod nemlig anklaget for korruption (i en sag der har kørt siden 1996) og havde en domsafsigelse hængende over hovedet. I tirsdags valgte dommerne så at dømme Sasikala til 4 års fængsel, hvilket samtidig betyder at hun ikke kan stille op til et politisk amt de næste 20 år. Hendes anke blev afvist og siden i onsdags sidder Sasikala nu i fængsel i Bengalore og siden i går er Edappadi K. Palaniswami, førhen værende trafikminister, ny Chief Minister i Tamil Nadu. Mens det politiske liv dermed teoretisk kan vende tilbage til en normal, efter at Tamil Nadu effektiv har været uden en regering siden starten af december, ser det dog ud til at partierne snarere vil fortsætte med at være beskæftiget med interne magtkampe og Tamil Nadu fortsætte uden effektiv lovgivning det næste stykke tid.

                                           Jayalalithaa i forgrunden og Sasikala i baggrunden


Indien bliver ikke uden grund kaldt for verdens største demokrati og tamilerne viser sig også som aktive politiske aktører, der forstår at demonstrere og gøre demonstrationer til folkefester. Således har der i starten af februar også været en uges lang demonstration/gadefest i Tamil Nadu, hvor bare i Chennai op til en halv million mennesker dagligt demonstrerede mod PETA (People for the Ethical Treatment of Animals – kendt for at få kendisser til at demonstrere nøgne og badet i kunstblod mod pels og leder), der havde udtalt sig kritisk imod tamilsk tyrekamp (hvor unge mænd prøver at nedkæmpe en tyr). Tyrekamp er efter sigende en meget gammel tamilsk tradition og at udtale sig imod tyrekamp lige med at udtale sig imod den tamilske sjæl – noget tamilerne ikke spøger med.
Tamil Nadu har således været travlt, imens svalerne fløj fra landsby til landsby, hvor vi blandt andet blev vidne til endnu en meget gammel tamilsk tradition, en form for ringdans, der blev opført til vores ære. Dansen er så gammel, at vores oversætter ikke kunne forstå sproget i sangen, udover det tamilske ord for Jesus – hvilket kunne tyde på, at der har været lidt synkretisme på spil og ikke alt lige så gammel som der bliver sagt.        



    

søndag den 12. februar 2017

Partnerbesøg, fuldmånerejse og fyldte indiske busser....

Siden sidste blog-indlæg er der gået en lille, men travlt uge. I tirsdags besøgte vi organisationen TEA Trust (Team for Education and Action Trust), der af Svalerne har fået en etårs bevilling til et projekt til forebyggelse og opfølgning på vold i hjemmet, gennem oplysningsarbejde i Domestic Violence Act af 2005.  

  
Anders og Josefine sammen med Mrs. Kalai, advokaten der leder projektet. Foto: Morten Frederiksen     










 Lederne af kvindegrupperne samt nogle deltagere.


Projektet bliver ledt af advokaten M. Kaila, (Billede), og på trods af at projektet først lige er startet op i december 2016/januar 2017, kort efter Kaila fødte hendes første barn og mens situationen i Tamil Nadu har været ret så uoverskueligt, er kvindegrupperne allerede oprettet, det første møde holdt og pamphleter både printet og udleveret. Det var godt at møde en organisation der arbejder både struktureret og effektiv og overgik vores håb og forventninger på nuværende tidspunkt!
Efter mødet på kontoret, hvor vi også mødte lederne af kvindegrupperne og fik vores obliatoriske kokosnød-drik, viste Mr. Arputham, lederen af Tea Trust, os rundt på den skole, som er organisationens hovedprojekt. Udover et tilhørende hostel og flotte skolebygningerne, kunne vi konstatere at skolen er i vokseværk, i det der både er kommet computerrum og videregående klasser til, siden vores besøg sidste år.
 
                                          Facaden af den skole TEA Trust har bygget

Fuldmånerejse til Tiruvannamalai
Efter vores besøg hos TEA Trust var det i onsdags tid til at forlade Mammalapuram og rejse videre til Tiruvannamalai, hvor vi skulle besøge RPDS og vores mangeårige partner RPWO. En rejse i Indien, der normalt skulle kunne klares på 4-5 timer, kan dog hurtig vise sig resistent overfor vor planlægning. Især hvis man ikke lige holder øje med månekalenderen, og prøver at rejse til Tiruvannamalai lige inden en fuldmåneweekend.
Siden Rajinikanth, en tamilsk skuespiller og superstjerne i hele asien, kendt for hans sublime stil og i lønning kun overgået af kinesiske Jackie Chan, for 20 år siden gik den 16 km lange fuldmånevandring rundt om bjerget ved Tiruvannamalai, er interessen for denne fuldmånevandring eksploderet. Mens det før Rajinikanths vandring har været en håndfuld pilgrimme, der ved fuldmåne tog vandringen, har det siden været omkring en million mennesker, der de sidste 20 år hver måned har taget vandringen. For at folk også kan se hvor de går, har Rajinikanth betalt for vejbelysning hele vejen rundt og da byrådet blev bekymret for elregningen for denne stærkstrøms belysning, har stjernen oprettet en konto for byrådet med nok millioner på, så renterne kan betale for regningen.
Det er derfor en god ide at have hotelreservationerne på plads inden man tager til byen på sådan en weekend, hvilket vi heldigvis også havde, men at det kunne blive umuligt at fange en bus ind til byen, er noget vi måtte lære denne dag. Hvor fyldt busserne var denne dag og kan være her i Tamil Nadu, kan måske anes på billederne nedenunder.  

    
Et billede taget i Chengalpattu. Bemærk hvor                              
meget bussen hælder, takket være folk der hænger                      
på siden.                                                                     
                                                                       












                                  Denne bus kører, mens børnene holder sig fast på siden. Busserne var meget fulde den dag.



Efter at have stået uden held i tre timer ved den hovedvej udenfor Chengalpattu, hvor man skal blaffe den bus ned der kører til Tiruvannamalai og nærmest hoppe på den kørende, og hvor ingen af de 15 busser til Tiruvannamalai der kørte forbi ville lade os komme med, fordi folk allerede stod i døren og de var helt fyldt, og vi også havde kæmpet vej tilbage til Chengalpattu og undersøgt togforbindelser, måtte vi opgive og tage en bil i stedet for. Da vi således sent om aftenen ankom til byen ved bjerget (malai betyder bjerg og Tiru by) og havde tjekket ind i det spøgelseslignende hotel som vores tolk blev decideret bange for, var det eneste tilbage, at forberede os til tidligt næste dags besøg hos RPWO.
                                          Anders bruger ventetiden foran togstationen konstruktiv


En dag på landet
Princippet i mundheldet om at ”en ulykke kommer sjældent alene” kunne vi bevidne denne dag, da vi, heldigvis uden deciderede ulykker hverken denne eller en anden dag, dog igen kom ud for lidt længere rejsetider. Kumar, lederen af RPWO, mødte os en times buskørsel udenfor Tiruvannamalai og på spørgsmålet om vi hellere ville køre med den billigere rickshaw eller med en dyrere og mere komfortable bil, burde vi jo have lært af for dagens hændelser. Som de svaler vi er, tog vi dog selvfølgelig rickshawen, der så 20 km inde på den 40 km lange tur til landsbyen prompt opgav ånden – og efterlod vores lille rejsegruppe ventende i middagssolen på den bil, vi i første omgang havde givet afslag.

    I rickshawen der døde undervejs                    Velkomst i dagens første landsby

 Som altid i Indien, er der ikke noget der ikke før eller senere kan lade sig gøre, så langt om længe nåede vi da også ud til Moonrampati, en af de landsbyer RPWO har været i de sidste 15 år og da også var et mønstereksempel på det arbejde de gør. Her mødte vi både Mrs. Muthu, uddannet af RPWO og CDT netværket og kendt fra tidligere besøg. Hun viste sig helt parat til næste Panchayat valg, mens den status hun nyder i landsbyerne og hos RPWO, f.eks. blev antydet af at hun fik lov til at sidde på stolene sammen med os besøgende, mens alle andre som sædvanlig sad nedenfor på måtter lagt ud på jorden. Vi så den skole alle landsbyens børn går i og konstaterede også, at dette var den første Irula landsby vi besøgte, hvor husene faktisk lignede noget der kan klare en storm og stærk regn.   
    Mrs. Muthu i forgrunden og landsbyens andre kvinder i baggrunden

Efter et 4 timer langt møde, hvor vi kom rundt om alle emner på meget tilfredsstillende måde og fik den lækreste Thali til middag, ikke uden at Leslie vores tolk fik opskriften skrevet ned, kørte vi også forbi den anden landsby, der var planlagt til dagen. Efter endnu en varm velkomst, en udførlig Q&A runde og hjertelig rundvisning i hele landsbyen, var solen gået ned inden vi tog hjem til Tiruvannamalai. Klokken blev da også 2 om morgenen, før vi havde diskuteret og skrevet dagens hændelser ned, skaffet et moskitonet til vores tolk og ud fra vores nye erfaringer planlagt næste dags møde på RPWO´s kontor.

    Dagens anden landsby. Børnene var utrolig søde. 


Trodsende søvnen og takket være grundig forberedelse, blev kontor-mødet da også en god, struktureret oplevelse, hvor vi både fik styr på alle løse detaljer, diskuteret RPWO´s planer om at arbejde med aftenskoler, diskuteret budget og afregning og forklaret hvorfor de bliver nødt til at sende os en ny ansøgning, med et mere udførligt budget. 
    Anders forklarer hvordan en ansøgning skrives.