onsdag den 14. februar 2018

Net to Rights i Bangladesh: et landsbymøde om vold mod kvinder

Landsbymøde i Khadas om vold mod kvinder hjemmet

Af Lis Rasmussen Kazal

Der er allerede sat baldakin op på en åben plads i landsbyen, da vi ankommer. Frivillige er i gang med at lægge stof ud på jorden til siddepladser. Folk fra landsbyen begynder at indfinde sig. Vold mod kvinder i hjemmet er på dagsordenen. Hvad er grunden til volden, hvad betyder volden for kvindernes situation og hvad kan der gøres for at forhindre, at volden fortsætter. Der er livlig debat, både mænd og kvinder deltager. Nogle kvinder fortæller om de overgreb, de har været udsat for. I slutningen af mødet kommer formanden for lokalregeringen og kommer med sit bidrag. Han taler om regeringens indsats gennem lovgivning og oprettelse af fora, hvor kvinder, der udsættes for overgreb kan henvende sig. Han understreger også at regeringen ikke kan ændre noget alene, NGO’er og frivillige må samarbejde for at ændre holdningen om, at vold i hjemmet bare er et internt familieanliggende.

Jeg sidder og glæder mig, jeg må næsten knibe mig i armen. For mange år siden oplevede jeg under et besøg i en landsby, at man tydeligt kunne høre, at en kvinde blev slået af sin mand. Folk hørte det, var måske ikke glade for det, men trak på skulderen og sagde til mig, at det var et familieanliggende. Kvinder, der blev udsat for vold ville derfor ikke tale med andre om det, de skammede sig over det. I dag henvender kvinderne sig til frivillige, der arbejder med fortalervirksomhed og til de fora, som regeringen har nedsat. Men jeg synes, at det er stærkt, at der kan føres en så åben debat om volden i hjemmet og noget er der tydeligt sket med den generelle holdning, tidligere ville der være blevet protesteret over en debat som denne. 
Debatten er også et udtryk for et skift i forholdet mellem landets myndigheder og NGO’er i landet. Hvor NGO’erne i mange år måtte kæmpe med de lokale myndigheder, samarbejder de nu på mange områder. Lokalregeringen har taget initiativ til dagens møde og står for udgifterne, men de har bedt den private organisation Pollo Unuyan Prokolpo (PUP) om at organisere mødet. En frivillig gruppe(Grass Root Changer Group), som PUP har organiseret, etableret og oplært ,arbejder i landsbyerne i området med fortalervirksomhed om vold i hjemmet, hjælper kvinder, der har været udsat for vold. Frivilliggruppen har stået for alt praktiske omkring mødet og leder mødet.

PUP er en af de fem partnerorganisationer under netværket ”Net to Rights”, som arbejder med fortalervirksomhed mod vold mod kvinder i hjemmet og som i øjeblikket arbejder med at klæde frivilliggrupperne på til at fortsætte arbejdet på egen hånd. U-landsforeningen Svalerne støtter ”Net to Rights" via økonomiske midler fra CISU - Civilsamfund i Udvikling.
 


 

tirsdag den 13. februar 2018

Net to Rights i Bangladesh - et netværk med fokus på forebyggelse af vold mod kvinder i hjemmet

Af Lis Rasmussen Kazal

Kan loven til forebyggelse af vold mod kvinder i hjemmet nedbringe volden og ændre holdningen om, at denne vold er et familieanliggende?

Det var spørgsmålet, som skulle diskuteres i en debatkonkurrence på skolen i Gohail School and College den 8. februar. Da jeg kommer til skolen er stemningen forventningsfuld. I klasserummet er der fyldt med elever fra de største klasser. Hvem af deres 8 klassekammerater bliver vinderen af konkurrencen? 
Emnet for debatten: Vil loven om forebyggelse af vold mod kvinder i hjemmet nedbringe volden? Fire af eleverne argumenterer for at loven har betydning, mens fire andre argumenterer imod. De otte debattører kommer med gode velargumenterede oplæg og kommenterer også modpartens indlæg. Afslutningsvis får hver gruppe 10 minutter til at kommentere modpartens indlæg. Efter et pointsystem kårer dommerne den vindende gruppe.
Inden debatkonkurrencen har der været undervisning og diskussion på skolen med oplæg om vold mod kvinder i hjemmet og loven om forebyggelse af vold.
Debatdeltagerne er velformulerede og entusiastiske i deres forsøg på at overbevise modparten. Landets politikere kunne lære meget af den tone, debatten foregår i. Der er stor entusiasme i rummet. Skolekammeraterne følger interesserede med og flere elever står uden for klasserummet og følger med udefra.
Der er små plaketter til alle de deltagende og en stor plakette til det vindende hold. Som gæst skal jeg overrække plaketterne sammen med rektor. Som en anden star, bliver jeg bedt om at skrive min autograf på deltagernes plaketter. En elev bliver så entusiastisk, at han tager min notesbog med hjem som souvenir.
Debatkonkurrencen er en del af fortalervirksomheden udført af netværket Net to Rights (som er et samarbejde på tværs af U-landsforeningen Svalernes partnere i Bangladesh, økonomisk støttet af CISU - Civilsamfund i Udvikling, red.) gennem frivilliggrupper (Grassroot Changer Groups) i landsbyen. Netværket har tidligere haft et program på skoler for at oplyse eleverne om effekten af vold i hjemmet, men har opdaget at eleverne engagerer sig mere i emnet, når der skal være debatkonkurrence – en meget populær konkurrenceform i Bangladesh.




 
 


 

mandag den 29. januar 2018

Besøg i Bangladesh - januar 2018

March, sækkepiber og trommer

Af Lis Rasmussen Kazal

Som udsendt for U-landsforeningen Svalerne må man stå model til lidt af hver. Fotosessions med repræsentanter for lokalregeringer, ja jeg har sågar måttet optræde som model i et katalog for en vores partnerorganisationer. Men naturligvis stiller vi op, hvis det er til gavn for vore partnere.

Thanapara-projektet i det nordlige Bangladesh, hvor jeg opholdt mig for at deltage i en workshop, er nabo til Bangladesh Politi Akademi og sine naboer skal man holde sig gode venner med.
Jeg er tidligere blevet præsenteret for lederen af politiakademiet. Og da der kom en invitation til et arrangement der, var det jo bare at møde op. Arrangementet var et ’farvel-arrangement’ for et hold kursister. Så en tåget kold morgen mødte jeg op på politiakademiet og vandrede ad den røde løber frem til VIP-pladserne. Der var vi vidne til en 2 timers parade, hvor kursisterne viste det bedste de havde lært indenfor march i forskellige formationer til akkompagnement af trommer og sækkepiber.
Kolonitiden har sat sine spor her også; jeg fik at vide, at paraden foregår ned til mindste detalje præcis som i den britiske periode.
Om aftenen underholdt kursisterne med teater, dans, sang og gymnastiske øvelser. De tre timers underholdning sluttede med en fotosession, hvor de optrædende blev fotograferet med ledelsen af militærakademiet og sandelig om jeg ikke blev hevet med op også, som koryfæ. Aftenen sluttede med middag ved midnatstid. Interessant oplevelse.
 

torsdag den 25. januar 2018

På besøg hos Net to Rights i Bangladesh

Netværket Net to Rights i Bangladesh

Af Lis Rasmussen Kazal

Der er kuldebølge over Bangladesh; et par nætter tidligere har der været kulderekord i en af de nordligste byer med kun 2,5 grader. I Thanapara, hvor vi befinder os, er der 6 grader. Det er vel ikke noget, der kan imponere en dansker, men hvis man bor udendørs eller i en lerhytte, så er det ingen spøg. Selv i murstensbygninger uden opvarmning er det bare med at finde vattæppet frem om aftenen.

Net to Rights, støttet af U-landsforeningen Svalerne via økonomiske midler fra CISU, er parat til at holde workshop, hvor de første måneder af deres nuværende aktiviteter skal monitoreres. Alle deltagere har flere lag tøj, overtøj, halstørklæde og huer på, men stemningen er varm.

Net to Rights har eksisteret siden 2005 og arbejder med kvinders rettigheder. Senest har de arbejdet fra 2012 til 2015 med fortalervirksomhed vedrørende vold mod kvinder i hjemmet. De fem partnerorganisationer i netværket har oprettet en frivilligorganisation (Grass Root Changer Group) i hver af de to unioner, hvor de arbejder, i alt 10.

Deres nuværende aktivitet har til formål at styrke de 10 GRCs så de kan arbejde videre på egen hånd. Grupperne har fået kurser i lovgivningen omkring vold mod kvinder i hjemmet. De støtter kvinder, der har været udsat for vold på forskellig vis, i første omgang henvender de sig til familien og prøver at løse problemet der. Er det ikke muligt hjælper de kvinderne med at henvende sig til de instanser, regeringen har oprettet til formålet, de arranger også lokal mægling. Medlemsorganisationer har også skabt kontakt mellem de lokale myndigheder og GRC, så det er lettere for GRC at få dem i tale. Der er også medlemmer af lokalregeringerne i GRC. Derudover afholder GRC møder i landsbyerne, hvor de fortæller om lovgivningen og kvindernes rettigheder. Disse møder er velbesøgte og diskussionslysten er stor. Gruppernes aktiviteter har fået kvinderne til selv at henvende sig til GRC, når de har været udsat for vold, hvor de tidligere syntes det var for skamfuldt at tale med andre om den slags. GRC arbejder også mod børneægteskaber, som de anser for at være en væsentlig årsag til vold mod kvinder i hjemmet. Børneægteskaber sker jævnligt, selv om det er forbudt. GRC inddrager også teenagere, i år vil de afholde debatkonkurrencer i skolernes ældste klasser om børneægteskaber og vold i hjemmet. Debatkonkurrencer er populære og får de unge til at sætte sig grundigt ind i emnet.

På workshoppen blev aktiviteterne indtil nu gennemgået og svagheder, styrker, successer og udfordringer gennemdiskuteret og der kom forslag til forbedringer. Det var en produktiv og livlig workshop – trods det kolde vejr.